En vedvarende overgang

Panik, panik. Jeg bliver ældre, og hvordan i alverden skal jeg dog skjule det?

Svaret er ganske enkelt: Du skal ikke skjule det. Lad naturen følge sin gang gennem menneskekroppen og giv den ro til at forfalde.

For mig skete forfaldet få dage efter, jeg en nat drømte, at min hals begyndte at rynke. Det skete så, og jeg bød rynkerne velkommen. ’Så skal vi sammen tage turen gennem næste fase af livet. Gad vide, hvad den del nu har at byde på”.

I de næsten fem år, der er gået, har jeg kunnet konstatere, at den en gang så sportstrænede og muskulære krop med den glatte hud, nu er blevet til noget langstrakt, der ofte trækker sig sammen i noget, der nærmest kan betegnes som elefanthud. Er det så skidt, kan man spørge. Faktum er, at det ikke ser godt ud, og jeg kan af og til føle trang til at skjule specielle dele af kroppen, hvor det stikker allermest af. På den anden sige så sidder der så mange års arbejde og så meget livserfaring i hver eneste hudcelle, at jeg dybt inde også føler stolthed over at være nået hertil i livet. Hvad har min krop dog ikke gennemlevet og overlevet?

Af og til hænder det, at jeg møder et ungt menneske, hvis blik flygtigt får mig til at tænke, at mit forfald kan være hæsligt for andre at være vidne til. Så er det, jeg skynder mig hjem, ser mig selv i spejlet og siger højt: Stærkt gået. 56 somre and still going strong.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.